Kender du det, at verden pludselig falder ned om ørerne på dig, eller gulvtæpper bliver revet væk? Som et uvarslet lyn fra en klar himmel står man rystet tilbage.
Fra det ene sekund efter det andet, får alt hvad man siger og gør pludselig en helt anden betydning, dem man stolede på, trækker sig og det man troede på mister værdi?
Det har jeg og endda op til flere gange. Kroppen blive sat i akut beredskab, alle alarmklokker ringer og stress sætter ind.
For mit vedkommen mærker jeg det ved, at mine arme og ben pludselig føles prikkende tunge, jeg bliver grådlabil, vejrtrækningen ligger øverst i brystet, får kvælningsfornemmelse, jeg mister troen på egne evner og sætter pludselig tvivl ved mig selv som person.
Tankerne flyver afsted i alle retninger, som et puslespil der bliver kastet op i luften, forsøger jeg at stykke det hele sammen igen – hvem sagde hvad, hvordan var tonationen, gjorde eller sagde jeg noget der kunne misforstås, hvorfor lige mig, hvordan kunne det ske osv?
Jeg tænker det hele igennem igen og igen, og selvom jeg på den ene siden godt ved, at jeg har gjort hvad jeg kunne, at jeg har handlet korrekt, at jeg har været loyal og stået ved mine værdier, så kommer tvivlen alligevel snigende, for noget må jo have udløst katastrofen.
Den indre dialog køre på højtryk og jeg trækker mig tilbage i mig slev og mister troen, på dem jeg har omkring mig.
Hvordan kommer man videre her fra?
Jeg ved jo godt, at det ikke er sundt at være der, at jeg ikke kan leve livet fra indersiden af sneglehuset, at der selvfølgelig er nogen der har tillid til mig og mine evner, at jeg er god nok og gør det godt. Men når steppebranden raserer for fødderne af mig, er det bare svært at tro på.
Først og fremmest acceptere jeg min egen reaktion og giver mig selv plads til, at reagere med det der nu må og skal komme. Jeg græder, raser, skælder ud og slår i dynen m.m., alt sammen når andre ikke ser og høre det, det giver mig en følelse af forløsning og et løft til, at tage næst skridt i min reje, for at komme oven på igen. Jeg bliver meget pleasende og forsigtig over for andre, i den først reaktionsperiode, en siden jeg ikke er særlig stolt af, men ved at jeg gør det, fordi jeg er bange for, at blive slået tilbage på skakpladen igen, mens jeg arbejder med mig selv. Jeg begynder at søge kontakt, til dem jeg har tættest på mig, dem jeg 100% stoler på og ved jeg kan søge trøst hos, det er meget få mennesker der står mig så tæt, men dem deler jeg min situation med og får deres ord, støtte og råd fra. Det giver mig mod til evt. at søge den støtte og hjælp, jeg har brug for fra andre eksperter. Stille og rolige begynder jeg, at få samling på mig selv igen, ét lille skridt ad gangen. Jeg er sårbar i den fase, så jeg gør hvad jeg kan for at passe på mig selv. Det føles nogen gange som at gå ét skridt frem og to tilbage.
En løbetur eller en god lang tur med hunden, er for mig guld vær i sådanne situationer, det er her tankerne får fri og jeg kan være 100% tilstede i nuet. Frisk luft, lys og det at bruge min krop fysisk brænder stresshormonerne af, giver mig god energi og et frirum fra den udfordring jeg står midt i.
Som jeg skrev før, så har jeg prøvet disse ture nogle gange nu, det gør også, at jeg kender mig selv rigtig godt efterhånden, jeg kender mit reaktionsmønster, mine vaner og tanker, så jeg ved også, at situationen er hård ved mig i nuet, men det bliver den ikke ved med at være, at jeg nok skal finde tilbage til min indre styrke og komme oven på igen. Stille og roligt begynder brikkerne at falde på plads igen og broen over det rørte vand, bliver sikker at træde ud på igen og føre mig til nye konstruktive løsninger, der ofte viser sig at blive langt bedre end det jeg kom fra.
Jeg har altid følt mig som en korkprop, det kan godt være jeg kan holdes nede for en kort bemærkning, men jeg skal nok komme oven på igen.
Der er altid nye muligheder og løsninger, så selv når det ser allermest sort ud, er der lys for enden af tunnellen.
Jeg har med tiden lært, at det der kan ramme mig hårdest og stress mig mest, er når jeg bliver taget for givet og misbrugt, bliver beskyldt for noget jeg ikke har gjort, eller angrebet på mine værdier, derfor gør jeg hvad jeg kan, for at undgå at komme i de situationer, men det er ikke altid man selv er herre over de situationer man kommer i.
Jeg sætter en stor ære i, at behandle folk med respekt og give plads til alle, være loyal og tillidsskabende og når nogen angriber mig på det, bliver jeg MEGET hård ramt, og så er det godt at have nogle gode konkrete værktøjer at ty til, værktøjer jeg ved hjælper mig ud af situationen og støtter mig gennem processen.
Vil du dele din historie?
”Viden får først værdi, når den deles med andre!”
– sagt af Ethel Watts Mumford, netværks specialist