Uden at tænke over det, er "du har et valg" blevet et mantra • Balance Danmark

Uden at tænke over det, er “du har et valg” blevet et mantra jeg langt hen ad vejen har levet og lever livet efter. Uanset hvilke livskriser jeg har været i, dødsfald i den nære familie, alvorlig og kronisk sygdom i familien og hos mig selv, alvorlig stress, alvorlige skader osv. så har jeg på en eller anden måde fundet veje ud og er hurtigt kommet oven på igen. Som jeg plejer at sige det, så er jeg som en korkprop der bliver holdt under vand.

Jeg er ofte blevet spurgt

Hvordan jeg så hurtigt kan komme oven på igen, og om ikke jeg kan dele ud af mine værktøjer. Ærligt så har jeg aldrig tænkt over hvad jeg gør, men det jeg gør, virker. I dag da jeg sad og ryddede op i nogle visitkort fandt jeg disse to – ’Bandagisten’ og ’Reumatologisk Ambulatorium’, og minder fra sidste forår dukkede frem.

Efter en dobbelt diskusprolaps kom jeg ofte hos fysserne på Reumatologisk Ambulatorium for genoptræning. Ikke mindst pga. følgevirkningerne af prolapsen, nemlig lammelser i venstre ben og dermed dropfod. Jeg blev henvist til Bandagisten, for at få en fodskinne og blev indstillet til en, af de typer som sender elektriske impulser ind i nerverne på underbenet, som får foden til at løfte sig. Det siger sig selv, at jeg var påvirket af min situation og overvejede meget hvad det ville få af betydning for mit liv her og nu, men også på den lange bane.

Jeg ønskede inderligt, at have styrken til selv at flytte mit ben og løfte min fod, men alle specialister omkring mig, troede ikke det ville kunne ske. Nerveskaden i benet var for stor. Jeg tog et valgt – Jeg VILLE ikke være afhængig af en benskinne eller acceptere at mit liv skulle lægges om.

Når jeg får et “nej”

Eller nogen siger til mig “det kommer ikke til at ske” så går der en djævel i mig og så skal jeg nok vise dem. I virkeligheden bliver det gødning til min egen overbevisning om at jeg har et valg, og hjalp mig til at tage det rigtige valg for mig. Jeg nægter at forholde mig til den historie i hjernen der siger “du kan ikke”. Jeg går i handlings mode og allierer mig med dem der kan støtte mig til at nå mit mål.

Ifb. med min skade havde jeg et mål om, at komme ud at løbe igen. Jeg ville kunne løbe. Jeg var ligeglad med tider og distancer, men det at få lov at sætte løbeskoene på og komme ud og mærke vinden og energien i at løbe, det var og er mit fokus.

Jeg genoptrænede som en gal

Og i april/maj kunne jeg begynde at gå uden andre rigtig kunne se, at jeg trak på benet og i juni begyndte jeg så småt at løbe igen. Specialisterne kunne ikke tro den udvikling jeg havde gjort. I september/oktober begyndte jeg så at få ondt i knæene. Smerterne tog til og i slutningen af november fik jeg konstateret en alvorlig betændelsestilstand i begge knæ (springerknæ) og måtte trappe ud af min træning. Jeg ville mit mål så meget, at jeg overhørte alle andre signaler.

Den sportslæge jeg fik i tale, rystede på hovedet og kunne ikke fatte at jeg med min historie kunne sidde hos ham nu. Han sagde, “du har bevist noget ud over det sædvanlige. Hvor har du den styrke fra? Det burde ikke være muligt at komme der til hvor du er nu. Brug nu den styrke til at komme over din knæskade”. Han havde ret. Jeg havde glemt mit valg, så da jeg gik fra ham var jeg igen afklaret og har nu truffet de valg der skal til, for igen at nå mit mål om at løbe.

Jeg accepterer min situation

Jeg ved at det er en overgang og jeg nok skal komme ud og løbe igen. Jeg har opnået SÅ meget med hjælp fra min egen vilje og fokus på, at valget er mit.

Da jeg for år tilbage røg ned med en alvorlig stress, var det nogen af de samme mekanismer der trådte til. Jeg ville ikke finde mig i, at det var sådan jeg skulle gå rundt og have det. Så jeg traf et valg, satte et mål op og gjorde hvad der skulle gøres, for at komme oven på igen. Jeg kunne ikke dengang arbejde med min stress alene, så igen allierede jeg mig med professionelle folk og fik den støtte og hjælp jeg havde brug for.

Ja det er surt og ja jeg er trist

Kørt helt ud i tovene. Og ja jeg giver mig selv plads til at være trist, sur, gal, opgivende osv. når jeg rammes af livets hårde sider. En tilstand vi skal give os selv lov til at være i, det er en del af helings processen, men det er ikke i den tilstand livet leves. Så når jeg syntes, jeg har været længe nok i den tilstand, så er det op på hesten igen. Tag et valg, sæt et mål og lægge fokus på fremtid frem for fortid.

Tak til alle der har undret sig over, hvad jeg gør og til dem der har haft mod til at spørge mig. Det har givet stof til eftertanke og fået mig til at se indad, for at vurdere hvad det egentlig er jeg gør

Jeg ved, at jeg altid har et valg, uanset hvordan livet arter sig
Jeg sætter et realistisk og konkret mål op for mig selv
Jeg accepterer situationen, og bruger det som springbræt til at komme videre

Det er ikke et spørgsmål om hvordan du har det, men hvordan du tager det!

Alt hvad jeg har været igennem er tegn og bevis på, at jeg har levet livet og det vil jeg fortsat gøre. I mandags fik jeg følgende historie i min mailboks, en historie der med andre ord fortæller om ’valget’. Håber du vil give dig selv tid til at læse den. Jeg ved dette indlæg har været langt, men tror også på, at hvis du er kommet her til, så er det fordi jeg har talt til noget i dig. God læselyst 😊

Jerry var en af den slags personer, du elsker at hade

Han var altid i godt humør og havde altid noget positivt at sige. Hvis nogen spurgte ham hvordan det gik, ville han svare: ”Skulle jeg have det bedre, måtte jeg være en tvilling”.

Han var en unik manager, fordi han havde adskillige tjenere, der havde fulgt ham fra restaurant til restaurant. Årsagen til, at de fulgte med ham var på grund af Jerry’s attitude. Han var en naturlig motivator. Hvis en arbejdsgiver havde en dårlig dag, ville Jerry fortælle ham, hvordan han kunne se det positive i situationen.

Da jeg i et stykke tid havde betragtet hans måde at være på, gjorde den mig nysgerrig, så en dag tog jeg hen til Jerry, og sagde til ham, ”Jeg forstår det ikke. Du kan da ikke være en positiv person hele tiden! Hvordan gør du det?”

Jerry svarede, ”Hver morgen når jeg vågner, siger jeg til mig selv: Jerry! Du har to valg i dag: Du kan vælge at være i godt humør – eller i dårligt. Hver gang noget dårligt sker, kan jeg vælge at være et offer, eller jeg kan lære fra det. Jeg vælger at lære fra det! Hver gang nogen kommer til mig og beklager sig, kan jeg vælge at acceptere deres beklagelse, eller jeg kan pege på den positive side af livet. Jeg vælger den positive side af livet!”

”Lige et øjeblik”

Svarede jeg ham, “Det er rigtigt nok, men så let er det ikke!”

”Jo det er”, svarede Jerry. ”Livet drejer sig om at vælge. Når du skærer det omkringliggende væk, er enhver situation et valg. Du vælger selv, hvordan du vil reagere på situationen. Du vælger selv, hvilken indflydelse andre mennesker skal have på dit humør. Du vælger selv, om du vil være i et godt humør – eller et dårligt. På bundlinjen står der: Det er DIT valg, hvordan DU lever DIT liv”.

Jeg tænkte lidt over hvad Jerry havde sagt, og kort efter forlod jeg restaurationsbranchen, og startede mit eget firma. Vi tabte forbindelsen, men jeg tænkte tit på ham, når jeg traf et bevidst valg, i stedet for bare at reagere på situationer.

Adskillige år senere hørte jeg at Jerry havde gjort noget, du aldrig må gøre i restaurationsbranchen: ”Han lod bagdøren stå åben en morgen, og blev ”holdt op” af 3 pistolbevæbnede mænd, der forlangte, at han skulle åbne sit pengeskab. Han prøvede med rystende hænder at gøre som de forlangte, men kunne ikke huske pengeskabskombinationen. Røverne kom i panik og skød ham. Heldigvis blev Jerry fundet hurtigt efter, og blev omgående kørt til det lokale hospital.

Efter 18 timers ophold på operationsstuen

Og ugers omhyggelig pasning, blev Jerry udskrevet fra hospitalet, stadig med små stykker af pistolkugler siddende i kroppen.

Jeg mødte Jerry igen omkring 6. Mdr. efter begivenheden. Da jeg spurgte ham hvordan han havde det, svarede han: ”Skulle jeg have det bedre, måtte jeg være tvilling.. . . vil du se mine ar?”.

Jeg afslog at se hans ar, men jeg spurgte ham hvad der var passeret gennem hans hjerne da røveriet foregik, og han svarede mig. ”Det første jeg tænkte på var, at jeg skulle have lukket bagdøren. Og så medens jeg lå der på gulvet huskede jeg, at jeg havde to valg: Jeg kunne vælge at leve, eller jeg kunne vælge at dø”.

Var du ikke bange?

“Mistede du din bevidsthed”, spurgte jeg ham.

Jerry fortsatte: ”Situationen så godt ud på hospitalet, de blev ved med at fortælle mig, at det hele ville gå godt, men da de pludselig hurtigt kørte mig ind på intensiv afdeling, og jeg så udtrykket i lægernes og sygeplejerskernes ansigter, blev jeg virkelig bange. I deres øjne læste jeg tydeligt, ”han er en død mand”. Jeg var klar over, at jeg måtte gøre noget med det samme.

”Hvad gjorde du så?”, spurgte jeg ham.

”Jo ser du, der var en stor stærk sygeplejerske, der blev ved med at stille mig spørgsmål”, svarede han. ”Hun spurgte mig, om der var noget jeg var allergisk over for”. ”JA”, svarede jeg. Lægerne og sygeplejerskerne stoppede alle op, så på mig, og de ventede på mit svar. Jeg tog et dybt åndedrag – og svarede så: ”Pistolkugler”. Medens de morede sig over min bemærkning, fortalte jeg dem, at jeg havde tænkt mig at overleve: ”Operér mig som om jeg er i live, og ikke en død mand”, bad jeg dem.

Jerry lever takket været lægernes dygtighed, men også takket været hans egen forbløffende attitude. Jeg har lært af ham, at hver eneste ene dag, har vi muligheden for at vælge at leve livet fuldt ud positivt. Attitude er alting.