Stress kræver mere end politiske beslutninger

Forebyggelse af stress på arbejdspladsen

Det er godt, at stress igen fylder i den offentlige og politiske debat. For stress er alvorligt, og vi har brug for at tage det langt mere alvorligt, end vi nogle steder gør i dag.

Men jeg må også indrømme, at jeg bliver lidt bekymret, når debatten bevæger sig ind på Christiansborg.

Ikke fordi politisk opmærksomhed er forkert. Tværtimod. Men fordi jeg gennem snart 20 år har arbejdet med stressramte medarbejdere og virksomheder, og jeg ved, hvor meget der faktisk kan gøres ude på den enkelte arbejdsplads – uden at vi behøver vente på nye politiske beslutninger.

Jeg er bange for, at vi igen kommer til at tale meget om, hvordan stress skal håndteres, hvem der skal have lov til at håndtere det, og hvilke krav vi skal stille til virksomhederne. Alt sammen relevante spørgsmål. Men vi må ikke glemme det vigtigste: Menneskene, arbejdspladserne og de konkrete forhold, der skaber eller forebygger stress.

Stress er ikke et nyt fænomen

Vi har talt om stress i mange år. Jeg oplever, at vi er blevet bedre til at sætte ord på stress og til at anerkende, at det ikke bare handler om at have travlt.

Alligevel er stress fortsat tabubelagt på nogle arbejdspladser og i visse brancher.

Jeg møder stadig medarbejdere, der ikke tør fortælle deres leder, at de er ved at blive overbelastede. Nogle er bange for at blive opfattet som svage. Andre har oplevet, at stress bliver bagatelliseret eller ligefrem mødt med et grin eller en bemærkning om, at det nok bare er lidt travlhed.

Og hvad gør det ved en medarbejder, der i forvejen er presset?

Det kan betyde, at vedkommende tier stille, forsøger at holde sammen på sig selv og fortsætter, indtil kroppen eller hovedet siger stop.

Det er ikke en kultur, der forebygger stress.

Vi kan ikke lovgive os til en tryg kultur

Gennem årene har jeg arbejdet med stressbehandling, samtaleterapi, tilbagevenden efter stressfravær, trivsel, APV, trivselsmålinger, stress- og trivselspolitikker samt foredrag og workshops for virksomheder.

Jeg er uddannet samtaleterapeut, har en master i stressbehandling og er uddannet trivselsvejleder. Det har givet mig mulighed for at møde stress fra flere sider: Den enkelte medarbejders oplevelse, lederens udfordringer og virksomhedens ansvar.

Jeg har efterhånden haft rigtig mange samtaler med mennesker, der har været ramt af stress, og brugt utallige timer sammen med virksomheder på at kortlægge, forebygge og håndtere belastninger.

Noget af det, jeg har lært, er, at der sjældent findes én enkel forklaring på stress. Og der findes heller ikke én løsning, der passer til alle.

Derfor er jeg også optaget af, at vi ikke gør stresshåndtering til et spørgsmål om bestemte titler eller faggrupper. En relevant uddannelse og de rette kompetencer er naturligvis afgørende. Men en titel er ikke i sig selv en garanti for, at man har den nødvendige erfaring eller faglighed til at arbejde med stress.

Vi skal være optaget af, hvad der faktisk virker, og om den hjælp, vi tilbyder, matcher det menneske og den situation, vi står overfor.

Og her skal vi passe på, at den politiske debat ikke ender som skrivebordssnak, hvor vi får lavet rammer og krav, men glemmer at få dem til at fungere i virkeligheden.

Arbejdspladsen har et ansvar – men ikke for hele menneskets liv

En arbejdsplads har ikke ansvar for alt det, der sker i et menneskes liv. Stress kan opstå på grund af forhold i privatlivet, arbejdslivet eller ofte en kombination af begge dele.

Men arbejdspladsen har ansvar for de rammer, den skaber. For arbejdsmængden, forventningerne, ledelsen, samarbejdet, kommunikationen og den kultur, medarbejderne er en del af.

Det ansvar kan ikke overlades til den enkelte medarbejder.

Men det betyder heller ikke, at medarbejderen er uden ansvar. Vi har også selv et ansvar for at mærke efter, sige til og fra, søge hjælp og være opmærksomme på vores egne grænser.

Det kræver dog, at vi har en arbejdsplads, hvor det er trygt at gøre det.

For det hjælper ikke meget at opfordre medarbejderne til at sige til, hvis de samtidig oplever, at det bliver betragtet som et svaghedstegn.

Vi kan gøre meget allerede i morgen

Jeg kunne godt tænke mig, at vi i højere grad flyttede noget af opmærksomheden fra de politiske debatstudier og ud på arbejdspladserne.

For der er så meget, vi selv kan gøre.

Vi kan skabe en kultur, hvor det er legitimt at tale om stress og belastninger, inden de vokser sig store.

Vi kan blive bedre til at prioritere opgaver og afstemme forventninger.

Vi kan tage konflikter og samarbejdsproblemer alvorligt i stedet for at lade dem udvikle sig.

Vi kan sørge for, at medarbejderne ved, hvad der forventes af dem, og har de nødvendige informationer og kompetencer til at løse deres opgaver.

Vi kan uddanne og støtte lederne, så de ikke står alene med ansvaret for at opdage og håndtere mistrivsel.

Og vi kan blive bedre til at følge op, når en medarbejder har været sygemeldt med stress, så tilbagevenden ikke blot handler om at få personen tilbage på arbejde, men også om at undersøge, hvad der skal være anderledes.

Det kræver ikke nødvendigvis nye politiske krav. Det kræver først og fremmest, at vi tager ansvar og handler på det, vi allerede ved.

Stress er alvorligt – uanset hvor det kommer fra

Jeg ønsker ikke, at vi skal tage den politiske opmærksomhed fra stress. Jeg ønsker blot, at vi ikke tror, at løsningen alene findes dér.

Stress skal tages alvorligt på alle niveauer. Hos politikerne, i virksomhedernes ledelser, blandt kollegaerne og hos den enkelte medarbejder.

Vi skal turde tale om det, også når det er svært. Vi skal turde se på vores egne arbejdsgange og den kultur, vi selv er med til at skabe. Og vi skal forstå, at forebyggelse ikke er noget, vi kan uddelegere til en konsulent, en psykolog eller en ny politik.

Det er et fælles ansvar – men med forskellige roller og forpligtelser.

Min bekymring er ikke, at vi taler for meget om stress. Min bekymring er, at vi risikerer at tale så meget om, hvordan andre skal løse problemet, at vi glemmer alt det, vi selv kan gøre.

For stress er ikke et nyt problem, der venter på en politisk løsning.

Det er en alvorlig belastning, som mennesker og arbejdspladser står med hver eneste dag.

Og vi behøver ikke vente på Christiansborg for at begynde at gøre noget ved det.

Med venlig hilsen

Britta Olsson

Certificeret i GAIS – sæt fokus på trivslen!

Måske vil du også finde dette indlæg interessant