Inden opstart på arbejdet

– efter en stress-sygemelding

Jeg skriver p.t. på en e-bog om det at komme tilbage til arbejdet efter en stress-sygemelding. Du får med dette indlæg en lille bid af den kommende e-bog.

Inden du vender tilbage til arbejdet efter en længere stress-sygemelding, er det vigtigt at være afklaret med, hvad årsagen var til at du blev stress-ramt. Hvad lå til grund for den stress du oplevede og som belastede dig så meget, at du var nødt til at lade dig sygemelde og hvilke muligheder er der for at ændre på forholdene?

Årsag til stress og sygemelding er meget forskellig fra én arbejdsplads til en anden, fra jobtype til jobtype og fra medarbejder til medarbejder. Vi er alle forskellige og derfor er vores reaktions mønstre også forskellige lige som vores resiliens altså vores robusthed, modstandskraft og styrke til at håndtere en presset situation er forskellig.

Derfor er det vigtigt, at du inden en opstart på arbejdet igen og før din opstart kan planlægges, finder ud af hvad der var den belastende faktor i dit arbejde.

Stil dig selv følgende spørgsmål og gør det evt. sammen med din nærmeste leder, HR, din arbejdsmiljørepræsentant eller en anden fortrolig partner.

  • Hvad er det på arbejdspladsen, der har gjort at du har reageret med stress? Hvad har udløst dine stress-symptomer?
  • Har der i forbindelse med arbejdet været en ekstraordinært stressende periode? En periode som nu er overstået eller du måske lige nu står midt i? Eller er der tale om et konstant højt arbejdspres, som ikke har udsigt til at ændre sig?
  • Har der været personlige udfordringer med en kollega eller leder?
  • Har I været igennem en periode med mange organisatoriske forandringer?
  • Har du fået tildelt et helt nyt arbejdsområde eller nye arbejdsopgaver, som du ikke oplever at være klædt på til?
  • Har du ikke fået den støtte og opbakning som du forventede ift. de nye vilkår?
  • Har du været i en situation med uklare ansvarsfordelinger eller uklare mål ift. dit arbejde?
  • Har du ikke selv mulighed for at tilrettelægge dit eget arbejde?
  • Mangler der tydelig udmelding ift. hvem der har ansvaret for de enkelte opgaver/arbejdsområder?
  • Er det svært for dig at se, hvem der har ansvar for at dine arbejdsopgaver – og hvordan arbejdsvilkår hænger sammen?
  • Er det muligt at ændre på nogle af dine arbejdsforhold?
  • Hvem skal inddrages for at skabe en eventuel forandring?

 

Man skal kende målet for at finde den rette vej dertil og i langt de fleste tilfælde starter vejen til målet ved at kende udgangspunktet. Så når du evt. sammen med din leder har gennemgået spørgsmålene og har fået kortlagt årsagen til, at du blev alvorlig stresset og fik tildelt en sygemelding, kan I planlægge en strategi for, hvordan din tilbagevenden til arbejdspladsen skal være, så det bliver under de bedste betingelser for både dig og arbejdspladsen.

En strategi er vigtigt både på kort og lang sigt, den definerer et genopstartsforløb som alle parter har kommittet sig til og dermed ligger til grund for en tryg opstart. På længere sigt er planen med til at sikre, at arbejdsforholdene bliver ved med at være tilpasset og holdbar i forhold til dit helbred.

 

Håber du bliver inspireret og har lyst til at få hele bogen som jeg deler gratis ud, så snart den er klar. Bogen henvender sig både til tidligere stress-ramte og arbejdsgiver og indeholder et oplæg til en opstarts strategi og plan for en god tilbagevenden til arbejdspladsen som sikrer at stress ikke igen tager over.

 

Ja tak, send mig e-bogen direkte til min inbox så snart den er klar.

 

Er sikker på at alle parter omkring en tidligere stress-ramt medarbejder vil have glæde af bogen 😊.