Nu skal du bare høre…

Nu skal du godt nok høre den værste, siger den ene veninde til den anden.
Nå, hvad da?

Jo, du ved, jeg har den der kollega, der er langtidssygemeldt.
Ja, hende har du fortalt om.

Nå, men her forleden. Hvem tror du jeg så? Sidde på en café og drikke kaffe med en veninde.
Det ved jeg ikke, hvem da?

Hende. Hende kollegaen. Der er ”syge-meldt”. Min bare ….. Men ikke nok med, at hun sad der, hun grinede. Pæn i tøjet. Fuld make up. Og kom bare her. Jo. Hun nød det rigtigt. Mens vi andre må knokle. Skandaløst. Siger jeg bare. 
Hvad er hun sygemeldt for?

Sygemeldt. Ha! Stress. Hedder det sig. Jeg kalder det pjæk!!! 
Stress er faktisk temmelig alvorligt.

Alvorligt!!! Ja. Det er muligt. Men når hun kan sidde på en café. Og grine. Og hygge. Aaahh, helt ærligt. Så er det sgu´ ikke alvorligt. Hun skulle skamme sig! 
Hvis man har stress er man overbelastet. Brugt. Træt. Der er ingen energi. Det er ens indre batteri, der er helt fladt.

Aaah. Men når hun sidder der og fører sig frem. Så giver jeg sgu’ ikke meget for det. 
Hvad gør du med din mobiltelefon, når den er løbet tør for strøm?

Hva’ …. ??? 
Hvad gør du med din mobiltelefon, når den er løbet tør for strøm?

Jeeeg … Sætter den i stikket og lader den op. Selvfølgelig! 
Det er nok bare det, din kollega gør. Gør noget godt for sig selv.

På cafeen? Lader op?. …. Hummf ….. Det er sgu’ en underlig måde at være syg på ….. 
Det er en god måde at blive rask på.

Ja, hvis det er kuren. Så ville jeg sgu’ også gerne være ”syg”.
Nej! Tro mig. Det ville du ikke.

Hvad ved du om det?
Jeg har prøvet det.

At have stress? 
Ja.

Det har du da aldrig fortalt. 
Nej.

Jamen, hvis du har haft stress. Hvorfor har du så ikke fortalt mig det … ? Hvornår har du haft stress … ? 
Kan du huske dengang, jeg fortalte, at jeg havde orlov. Og tog i sommerhus i fem måneder. For at male.

Ja. Ja, selvfølgelig kan jeg huske det.
Det var dengang. Jeg havde ikke orlov. Jeg var langtidssygemeldt.

Jamen kæreste. Hvis du var syg. Hvorfor fortalte du mig det så ikke. Det skulle du da have gjort, søde. Vi har da altid kunnet snakke om alt.
Ja. Men ville du have forstået det?

Ovenstående er venligst delt fra stress-/trivselsvejledergruppen på Howden, som er uddannet gennem Balance. Kontakt Balance og hør mere om jeres muligheder for at få et uddannet stress-/trivselskorps i jeres organisation.