Julestress på kontoret?

Nu nærmer julen sig og i den forbindelse er der mange der begynder at tale om julestress, men hvordan er det med julestressen på kontoret?

Når vi stresser op til jul er det ofte en kobling af flere faktorer, dels alle de krav vi stiller til os selv privat op mod jul og alt det vi gerne vil nå, for at skabe de bedste rammer for en god jul i familien, men det er også det pres og de forventninger, der ofte er forbundet med mange arbejdspladser op mod jul og årsskifte. Året der skal rundes af, ordre der skal hentes hjem, aftaler der skal sluttes og et nyt år der skal planlægges og budgeteres.

Jeg oplever medarbejdere og ledere der må tage overarbejde op mod jul, for at nå i bund med de stillede opgaver og for at kunne starte op på en frist i det nye år. En julestress der sniger sig med et dårligt psykisk arbejdsmiljø til følge, flere fejl og forglemmelser.

Er du en af dem?
Hører du til dem, der synes at julen er en stressende tid på arbejdet, så kan du ved hjælp af nogle få enkelte teknikker give dig selv en stressfri december måned.

1. Kom ud af stress-spiralen
Ofte lader vi os påvirke af kollegaer, der fortæller hvor stressede de er. Stop op og fokuser på glæden ved, at nå det du når, og at det du når i dag, er mindre på listen i morgen.

2. Skab overblik
Planlægning kan være din nøgle til en stressfri jul. Lave en liste over de opgaver du skal nå inden ferien, prioriter dem og se på, hvad der er vigtigt og/eller haster. Sæt opgaverne ind i kalenderen i prioriteret rækkefølge. Det skaber overblik og giver dig mulighed for synligt at se, hvor langt du kommer i opgaverne.

3. Tilgiv
Julen er også tilgivelsens tid, og det kan faktisk være en lettelse at tilgive. Gør op med dig selv, om du er klar til at slippe visse uoverensstemmelser, tilgive og komme videre.

4. Acceptér
Der er visse ting op mod jul, som bare er, som det nu engang er. Acceptér det og kom videre, i stedet for at bruge en masse negativ energi på det.

5. Tag selv ansvar for din julelykke
Der er kun en, der kan tage ansvar for din julelykke og det er dig selv. Vær bevidst om det, og læg et par timer i kalenderen hver uge, hvor du kan samle op og gøre status over det der er nået og det der kommer, det giver et fornyet overblik og overskud. Brug evt. også tiden til en kop kaffe med en kollega og gi´ jer selv et lille pusterum.

6. Drop reglerne
“Plejer” og “jeg skal dit og dat” er hyppige gæster i december måned. Men hvem er det egentlig der siger, at det skal være sådan? Hvis du oplever at være for presset, så sig stop og meld ud, måske kan opgaverne gøres på en anden måde der sparer tid, eller du kan få hjælp til opgaver eller noget helt andet. En ting er sikkert, du får ingen hjælp hvis du ikke beder om det.

7. Skru ned for kravene til dig selv
Lav en liste over dine “julestyrker”: Hvad er jeg rigtig god til, hvad er det gode ved mig? Fokuser på dine styrker. Og hold op med at sammenligne dig selv med dine kollegaer.

Juleferie
Mange går på ferie og bliver syge. En juleferie i sengen er bare super træls, men det er kroppens måde at sige stop på, efter en presset periode. Nu er det ferie og så er der pludselig tid til at restituere og det viser sig ofte ved sygdom.

Så gå glad og stressfri på ferie og brug ferien med familien uden en masse forpligtelser og kom energifyld tilbage på arbejdet igen.