Luk ned og nyd sommeren 🌞

Så står sommerferien for døren og jeg glæder mig helt vildt 💪😀.

Jeg holder meget af mit arbejde. Jeg har travlt og mange bolde i luften hver dag. Der er meget der skal besluttes og tages stilling til og ikke mindst er der meget, der skal planlægges og ofte skal der arbejdes inde for faste rammer og deadlines. Alt det er i en god balance med til at give mig arbejdsglæde.
Trods et godt arbejde og arbejdsglæder ser jeg nu også frem til en velfortjent sommerferie, hvor jeg kan lave noget helt andet og være mere sammen med familie og venner og ikke mindst få ladet batterierne godt op.
Pause og fritid er en forudsætning for produktivitet og arbejdsglæde.

Få 4 af mine bedste tips til en god ferie.
Undgå at ”falde i” og spilde ferien på at svare mails eller have dårlig samvittighed over de opgaver, du ikke lige nåede, inden du gik på ferie. Det er ingen tjent med, hverken arbejdspladsen, familien eller dig selv.

1: Ryd op inden du lukker ned

Ryd op i dine bunker på skrivebordet og i din mail-indbakke, så du får overblik over dine opgaver. Tage på ferie med ro i sindet og et ryddet skrivebord.
Er du nødt til at overlevere opgaver til dine kollegaer, mens du holder ferien, så sørg for at gøre det i god tid, så alle detaljer omkring opgaven er afklaret, så du undgår at blive forstyrret i ferien. Du gør både dig selv og din kollega en tjeneste.

2: lav et autosvar der gør at du kan holde fri

Du gør det sikkert allerede når du går på ferie eller på anden måde ikke er på arbejdet i en periode – aktiverer din autosvar-besked på mailen. Oftest fortæller denne autosvar, hvornår du er tilbage og måske henviser du til hvem der kan hjælpe mens du er væk.
Prøv at skrive en anden tekst, der understreger at du holder fri.

Eksempelvis:
Tak for din henvendelse.
Yes, så blev det min tur til at holde en velfortjent sommerferie.
Jeg er tilbage på kontoret tirsdag d. xx-xx.
Jeg vil bruge min ferie til at koble helt af og lade batterierne op.

Din mail bliver ikke læst eller videresendt i denne periode, men jeg vil hurtigst muligt efter min sommerferie svar din henvendelse.

Med ønsket om en dejlig dag og en fantastisk sommer til dig 😊

De bedst sommerhilsner,

Xxx

3: Hold dig fra arbejdet i ferien

Når du er på ferie, så VÆR på ferie. Lad arbejdstelefonen blive på arbejdet eller hold den slukket, for du kan nemt blive fristet til at tjekke mail og svare opkald. Hold ferie og kom helt væk fra arbejdet. Lad din hjerne arbejde med noget HELT andet.

4: Giv dig tid til selvforkælelse

I en travl hverdag må vi ofte nedprioritere os selv. Brug ferien til at gøre noget du virkelig har lyst til, måske noget du længe har villet gøre eller prøve. Hvornår har du sidst siddet længe ved morgenbordet med avisen, ligget i hængekøjen med en god bog, eller er det nu, du skal prøve at ro kajak eller lære at dykke, eller noget helt andet – så gør det!
Husk også at give dig selv nogle dage, helt uden planer og ’to do lister’ – Giv dig selv tid til ro og refleksion.

En fantastisk sommer til dig!